11. juli 2025
Den 11. juli i år er 30-året for folkemordet i den bosniske by Srebrenica, hvor over 8000 muslimske drenge og mænd blev myrdet af den bosnisk-serbiske hær.
I denne forbindelse afholder vi en mindedag i København den 11. juli for at mindes ofrene, men også for at skabe refleksion omkring, hvordan dette kunne ske, og forbinde det til nutidige kampe mod fascisme og folkemord.
Derfor inviterer vi fredag den 11. juli til et arrangement for alle interesserede i det kommunale medborgerhus på Kapelvej 44. Her vil der blandt andet være foredrag og mad.
Vi håber at dagen kan bruges til eftertanke og refleksion.
Program
- 15.00: Dørene åbner
Der serveres kaffe og kage
- 16.00: Hækleworkshop v. Suada Demirović
Vi hækler i fællesskab Srebrenica-blomsten og Palæstina-valmuen i en workshop sammen med billedkunstner Suada Demirovic.
Håndarbejde kan med sin repetitive og meditative karakter være et hjælpemiddel til at bearbejde svære følelser, berolige nervesystemet og behandle traumer. Håndarbejde har historisk set været dybt forbundet til kvindeliv og fællesskaber, en aktivitet, der har været tilbagevendende gennem historien, særligt i svære tider, og bruges også i dag inden for "Craft Psychology".
Håndarbejde skaber forbindelser til det indre, til en selv, til andre, til fællesskabet, til roen, til hænderne, til at dele historier og erfaringer på tværs af generationer og kulturer.
Suada Demirovic arbejder primært med håndarbejde, håndtrykte teknikker og tidsbaserede medier. I sin praksis er hun bl.a. optaget af emner, der vedrører historieskrivning og erindring, både den kollektive såvel som den
individuelle. Hun har lavet tre udsmykningsopgaver i det offentlige rum, i henholdsvis Odense og Viborg Rigsarkiv og Forsyningstilsynet i Frederiksværk. Seneste udstillinger omfatter Statens Museum for Kunst, Krak, Center for Samtidskultur, Bihac, Bosnien-Hercegovina, Kunsthal Charlottenborg og "meter" i København. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, med en MFA og en MA i kunstteori og formidling.
- 17.30: Oplæsning v. Elvir Maleškić
Den dansk-bosniske forfatter Elvir Maleškić læser op af sin roman Enhver våbenfør dreng, der udkom på Gladiator i 2023. Bogen handler om to fætre, der fører en ko på græs i en bosnisk landsby, mens verden omkring dem ruster sig til krig. Efter oplæsningen vil der være mulighed for at gå i dialog med Elvir om værket.
Elvir Maleškić er født i 1977 i Bosnien-Hercegovina og har boet i Danmark siden 1992. Han debuterede i 2021 på Forlaget Gladiator med digtsamlingen ”I stød finder jeg læ”, hvor han brugte krigens billeder til at skabe et nyt kærlighedssprog.
- 18.00: Lækker bosnisk mad
- 19.00: Foredrag ved Zlatko Jovanović
I dette oplæg hører vi både om krigen i 1990'erne og det internationale samfunds rolle i Srebrenica og om de overlevendes kamp for at finde deres dræbte familiemedlemmer, begrave dem og få anerkendt deres eget tab. Derudover hører vi om den aktuelle situation i Srebrenica, herunder om leveforholdene for dem, der har valgt at vende tilbage og kampen og udfordringerne for forsoning i Srebrenica, Bosnien-Hercegovina og hele Balkan.
Oplægsholderen Zlatko Jovanović er ph.d. i jugoslavisk historie og har forsket, skrevet og undervist om Bosnien-Hercegovina, Jugoslavien og Balkan. Zlatko har rejst mange gange til Srebrenica, hvor han har besøgt Mindestedet for ofrene for folkedrabet og talt med de overlevende, og han har også lavet studierejser dertil.
Arrangører
Vi i 11.juli-gruppen består af den eks-Jugoslaviske diaspora og vores venner. Nogle af os er flygtet til Danmark, nogle har mistet familiemedlemmer under folkemordet i Srebrenica. Alle har vi dét til fælles, at vi ser historien gentage sig, og derfor samles vi i vrede og i sorg og kæmper imod.
Sted
Arrangementet foregår i det caféen i kommunale medborgerhus på Kapelvej 44, 2200 København N. Der er indgang via baggården.